Svækket græsplæne med jordskud

Jordskud i græsplænen

Hvis du drømmer om en jævn og ensartet græsplæne, er det irriterende, når der dukker små og store jordskud op i græsset. Her kan du læse om, hvor de kommer fra, og hvordan du bedst slipper af med dem igen.

Muldvarpe

Bor du tæt på naturområder, kender du nok alt til de karakteristiske muldvarpeskud fra muldvarpens udgravninger rundt omkring på græsplænen. Den mest effektive måde at slippe af med muldvarpene på er ganske enkelt ved at fange dem med fælder. Vi har også erfaring med, at muldvarpen kan være mindre tilbøjelig til at flytte ind, hvis man har en robotplæneklipper kørende på græsplænen; simpelthen fordi de ikke bryder sig om al aktiviteten fra robotten! Men det er altså ikke nogen skudsikker løsning.

Hvad gør jeg ved muldvarpeskud i græsplænen?

Når dyrene er væk, kan du begynde at udbedre skaderne. Vi anbefaler, at du udjævner skuddene, fjerner eventuelle sten, fylder hullerne godt ud med jorden fra skuddet og eftersår på de bare pletter. Den sidste del kan du også bare lade os tage os af ved dit næste servicebesøg, så skal din plæne nok blive flot igen snart.

Skader robotplæneklipperen ikke muldvarpen?

Bare rolig: En muldvarp færdes som udgangspunkt kun på overfladen om natten, hvor din robotplæneklipper slet ikke bør køre. Derudover anbefaler vi som regel vores kunder en Segway Navimow med VisionFence, som registrerer forhindringer og bevægelser i nærheden og sørger for at styre uden om.

 

Orme

Når der er orme i din græsplæne, kan de finde på at lave små skud ligesom muldvarpe, bare meget mindre. Det er som regel ikke noget, man ser, men er der mange af dem, kan det give bare pletter i din græsplæne. Det bedste, du kan gøre, er at topdresse plænen og eventuelt efterså bare pletter – og så ellers nyde, at du øjensynligt har en fremragende jordkvalitet, som ormene trives i.