Topdressing

Topdressing

Drømmer du om en flot og jævn græsplæne, er topdressing supervåbnet, du har gået og ledt efter! Topdress udligner effektivt ujævnheder i din græsplæne, så græsset kan stå tæt og flot.

Kort fortalt består topdress af helt fint bakkesand eller vasket strandsand, som nemt falder ned mellem hvert enkelt græsstrå og lægger sig til rette i lavninger, så plænen jævnes ud.

Vil du gerne topdresse din plæne, skal du gøre det, når der er god vækst i græsset – vi anbefaler gerne omkring maj, men du kan gøre det helt frem til det tidlige efterår, hvis vejret tillader og det stadig er lunt. Heldigvis er det supernemt og kræver hverken dyre maskiner eller fancy udstyr, så du kan nemt kaste dig ud i projektet.

Sådan topdresser du din græsplæne:

  • Start med at slå græsset
    Græsset skal gerne være omkring 5 cm, så du har noget højde at arbejde med. Har du en græsslåmaskine med opsamler, så brug gerne den, så plænen er så ren som muligt.
  • Så skal det rives
    Både for at fjerne eventuelt afklip men også blade og grene, der kan ligge i vejen og forhindre topdresset i at nå ned til græssets øverste vækstlag.
  • Tid til eftersåning
    Du skal som minimum efterså de steder, hvor græsset er tyndt, eller der er bare pletter, men også de største lavninger i plænen vil have godt af nye frø, så plænen bliver ekstra tæt og grøn. Hvis du har frø til overs i æsken fra vores servicebesøg, kan du bruge dem, og ellers kan du købe vores helt egen blanding af græsfrø.
  • Og så spreder du topdress
    Når du skal vurdere, hvor meget topdress, du skal bruge, skal du huske, at tommelfingerreglen hedder 1 ton sand pr. 100 m2 græs. Spred sandet ud på din græsplæne, og fordel det herefter grundigt med en plæneplaner, asfaltrager eller bagsiden af en bred rive, så al sandet bliver bredt ud i et fint, jævnt lag på plænen.

Det er vigtigt, at sandlaget ikke er for tykt, så det kvæler græsset - som udgangspunkt skal det ikke være tykkere end 1 cm noget sted på plænen. Fordel laget tyndt og let, så det hurtigt trænger ned og lægger sig til rette, og græsset kan vokse op igennem. Det er altid bedre at topdresse flere gange på en sæson, end det er at give for tykt et lag på én gang. Alternativt kan du lave en manuel udjævning, hvis du enkeltstående, store ujævnheder, du gerne vil til livs.

Sørg for, at plænen får ro de næste 7-10 dage, indtil der er kommet vand fra oven og der er god vækst i de små, nye græsfrø.

 

Hvornår skal jeg topdresse min plæne?

Der er et par forhold, du skal tage højde for, når du planlægger at topdresse din græsplæne. Først og fremmest skal der være god vækst i græsset, så vi anbefaler tidligst at gøre det i maj måned. Du kan i teorien topdresse helt frem til det tidlige efterår, hvis det er lunt i vejret, så længe væksten stadig er stærk. Det vil altså også sige, at du ikke bør topdresse under en tørke eller andre ekstreme forhold, som hæmmer væksten i dit græs.

Er det muligt, så prøv at planlægge efter vejret: Det er altid nemmest at lave havearbejde i tørvejr, men der skal gerne komme noget regn de kommende dage, som hjælper med at skylle sandet på plads og får de nye græsfrø til at spire.

Derudover, så skal plænen gerne have ro de første par uger, til de nye græsfrø har etableret sig godt, så det skal nok ikke være lige op til sommerferien, hvor ungerne leger på græsset, eller lige inden en stor havefest. Din græsplæne ser også lidt tosset ud de første par dage, indtil sandet har lagt sig godt til rette og frøene er spiret.

Hvor ofte skal jeg topdresse?

Du kan topdresse din græsplæne helt op til 5 gange på en enkelt sæson, hvis vejret arter sig, og du synes, der er behov for det. Er din plæne meget ujævn, er det bedst at topdresse i tynde lag af flere omgange, i stedet for at komme for meget på ad gangen og risikere at kvæle græsset.

Men du behøver altså ikke topdresse hvert år. Det er udelukkende en kosmetisk behandling, du udfører efter behov, hvis plænen er blevet ujævn. Er du fint tilfreds med overfladen på din græsplæne, er det rigeligt med vores servicepakker, hvor vi sørger for at gøde og efterså hen over sæsonen, så plænen kan blive tæt og stærk.

Hvor køber jeg topdress?

Du kan købe sand til topdressing i de fleste byggemarkeder. Vi anbefaler, at du bruger bakkesand eller vasket strandsand og selv tilfører græsfrø i stedet for de færdigblandede poser, du kan finde, som ikke giver nær så gode resultater.